lørdag den 8. maj 2010

Hvem gider spilde tid på nettet?

Der er brug for et paradigmeskifte inden for webkommunikation, hvor man fokuserer mere på at synliggøre gevinsterne ved at optimere navigationen på et site end på at måle volumen i sidevisninger.

Forleden skrev den irske webguru Gerry McGovern på sin hjemmeside under overskriften "How to measure the success of your intranet", at intranet handler om at spare brugernes tid. Meget simpelt! Men i stedet fokuserer webteams typisk på at måle trafikken målt i antal sidevisninger og klik, skrev han. Spørgsmålet er hvorfor? At der er mere trafik på din side, er nemlig ikke det samme som, at navigationen på din side er god. Tværtimod!

Måske handler det om, at tidsmålinger kræver at medarbejderne eller brugerne selv registerer deres tidsforbrug. Hvilket tager tid ... Altså bliver det ikke målt, når du sparer tid for brugerne. Ingen opdager det måske. Som kommunikationsmedarbejder er mundheldet "Intet nyt er godt nyt" en standardfrase, for praksis er, at man kun hører noget, når skidtet ikke fungerer. Så hvad er webteamets motivation for at bruge tid på at spare andre folks tid?

Så længe det, man måler, er volumen, og ikke tidsforbrug per udført opgave på nettet, er der intet incitament for webfolkene til at stramme sig an for at skabe den optimale navigation for de kolleger, der leder efter kontaktoplysninger og referater. De bruger hellere tid på at jagte "tophistorien", der giver sidevisninger og klik!

Der er brug for et paradigmeskifte inden for webkommunikation, hvor man fokuserer mere på at synliggøre gevinsterne ved at optimere navigationen på et site, end på at vise volumen i sidevisninger. Sæt it-afdelingen i gang med at udvikle en løsning, hvor man måler, hvor lang tid det tager at finde Gydas telefonnummer på intranettet. Gør tidsforbrug til et emne på intranettet i stedet for at fokusere på oversize billeder og "spændende" reklamevideoer!

Det ville være et skridt i retning af en mere bæredygtig og understøttende intern kommunikation.











Gerry McGoverns hjemmeside:

3 kommentarer:

  1. Gælder det kun intranettet/intern kommunikation eller online kommunikation generelt?

    SvarSlet
  2. Hej Sine! Jeg synes, der er den afgørende forskel på arbejdsrelateret kommunikation og anden kommunikation, at når vi er på arbejde, får vi penge for at løse en opgave. Defor er den bæredygtige kommunikation på jobbet den kommunikation, der hjælper dig med at spare tid og ressourcer. Og dét er der, skulle jeg hilse og sige, meget intern kommunikation, der ikke gør. Når jeg fx leder efter et telefonnummer, vil jeg ikke distraheres af "tophistorien" om direktionens seneste værdiudspil. Alligevel kører intranettet på mit job med en nyhedsflade, der stort set fylder hele forsiden, og hvor billederne er kæmpestore. Hvorfor? Fordi kommunikationsteamet går mere op i at vise flotte billeder end i at sikre, at jeg finder det rigtige telefonnummer hurtigt. Det kan godt være, det er flot, men det er ikke bæredygtigt.

    SvarSlet
  3. So true. Og vigtigt at få indskærpet, at det kun er intern/arbejdsrelateret kommunikation det gælder.
    Selvom det måske ikke er super bæredygtigt at spilde sin fritid, så er det trods alt ens eget ansvar :-)

    SvarSlet