søndag den 22. august 2010

Hvornår har du sidst søgt på et billede?

Billeder og grafik fylder alt for meget i planlægning af digital kommunikation. For når vi er på web og e-mail, er det primært ordene, vi navigerer efter.

Indrømmet, selvfølgelig er der mange situationer, hvor et billede er så dragende, at vi klikker på det (hvis det altså er klikbart), eller hvor navigation er båret af ikoner. Og et godt billede kan få os til at blive hængende i en artikel, vi ellers ville have sprunget over. Men skal man som digital kommunikationsplanlægger vælge mellem tekst og billede, så er billedet det eneste af de to tegntyper, der kan undværes.

Forleden havde jeg en længere diskussion med en kollega om, hvor stor betydning billeder har i e-mailmarketing. Min kollega mente, at billedet havde lige så stor betydning som teksten, for hun ville ikke læse noget, hvor der ikke var billeder på. Jeg kunne umiddelbart godt følge hende: Tekster uden billeder er da kedelige!

Men den holdning er ganske enkelt uholdbar, når det drejer sig om e-mails. For det første er det ord, der får os til overhovedet at åbne en e-mail - nemlig enten information om afsenderen og/eller emnelinjen. Når vi først har åbnet e-mailen, så er genrekonventionen, at en e-mail består af en kort tekst - eventuelt ledsaget af links og vedhæftninger. Drejer det sig om et nyhedsbrev, er der faktisk mange, der også her overholder denne konvention. Det siger sig selv, at vælger man at tilsætte billeder (som man i Outlook først skal højreklikke på for at åbne), så skal billedet selvfølgelig være så velvalgt, at det hjælper med at situationsfæste teksten og gør indholdet mere interessant for læseren. Men langt de fleste e-mails, vi læser, er båret af ord, ikke billeder.

For et stykke tid siden skrev jeg tekster til et website for en stor kunde. Webprojektet havde været i gang i nogle måneder, da man fandt ud af, at der var brug for en professionel til at sørge for, at man fik det rigtige indhold. Ret hurtigt fik vi i fællesskab skrevet alle siderne igennem efter en skriveguide og var tilfredse med resultatet. Der manglede bare lige et par sider. Efter et dødvande på ca. to måneder sagde projektlederen til mig:"Vi har simpelthen haft så mange layoutproblemer i projektet, at incitamentet til at få teksterne færdige nok ikke har været så stort på det seneste".

Han var havnet i en situation, der ikke er atypisk, når mange mennesker skal blive enige om et kommunikationsprodukt. Alle har en mening om layoutet, og den grafiske del er ofte både dér kommunikationsplanlægningen starter, og dér, projektet går i stå. For det er spændende, visuelt og følelsesbetonet - og organisationen kan bruge tonsvis af ressourcer på at diskutere og planlægge det.

Men strengt taget behøver vi kun ordene. Det er dem, vi søger på i Google. Det er dem, der giver menuerne betydning på et website - og langt de fleste links er også båret af ord. Så måske skulle vi starte kommunikationsplanlægningen netop dér og se, hvor langt det kan bringe os, før vi begynder at diskutere billeder og farver?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar